
Rasmus
Jeg har fået sagt tingene højt
Rasmus, 42, har
sukkersyge og har været misbruger af hash og amfetamin, siden han var 16. Han
har fået bevilget 10 uger på Hjulsøgård Voksen til at rette op på sit misbrug
og få styr på sit blodsukker og sin kost.
- Jeg allerede fået meget bedre kontrol
over min sukkersyge, som jeg blandt andet har prøvet at abstrahere fra med
stofferne. Jeg har primært taget amfetamin men har været omkring det meste. Man
bliver skør i hovedet af amfetamin, fortæller Rasmus, der ikke har noget
problem med at stå frem med sin historie.
Selverkendelse betyder alt
- Jeg står gerne frem. Selverkendelse er
det første og afgørende skridt. Det har været en lang proces at nå hertil. Jeg
kan ikke lave om på min historie, derfor bør jeg også kunne stå ved den både
overfor mig selv og alle andre, konkluderer han.Rasmus valgte Hjulsøgård efter
forbesøg på forskelllige opholdssteder.
- Jeg kunne godt lide, at man har
eneværelse og fred og ro. Her er ikke kun helt unge men flere i min
aldersgruppe, og det er anderledes end mange andre steder. Det var også vigtigt
for mig, at personalet virkede meget veluddannet.
Struktur og pligter
hjælper mig
Under forbesøget på Hjulsøgård Voksen blev Rasmus gjort opmærksom på
strukturen i dagligdagen. Det faldt i god jord hos sjællænderen.
- De fortalte mig, at hverdagen her er meget struktureret, og det tiltalte mig.
Du ved, hvad du har at rette dig efter, det kan jeg godt lide. For eksempel
skal du stå op og sige godmorgen inden 7.15. Der er også morgengåtur hver
morgen, hvor du skal gå med, og alle beboere har forskellige pligter. Pligter og
gåture - det gør man bare. Nogle gange kan det være svært at komme i gang, men
det er faktisk meget rart, når man først er undervejs.
Selv om hverdagen er struktureret og skemalagt, er der også masser af rum til
den enkeltes behov, vurderer Rasmus.
- Der omsorg og plads til, at man har en dårlig dag og ikke orker noget
eller er syg og i dårligt humør. Terapeuterne lytter til dig. De lytter med
hjertet.
Brugbare redskaber til
et bedre liv
På spørgsmålet om, hvad Rasmus vil tage med sig fra Hjulsøgård til et liv
som clean, svarer han:
- Strukturen i dagligdagen og alt det, jeg har lært ved at være i terapi, kan
jeg bruge. Jeg er langtfra færdig, men jeg har fået taget hul på nogle vigtige
emner, og jeg har fået sagt tingene højt. Jeg er også meget optaget af det
tilbagefaldsforebyggende arbejde, vi laver her. Der er mange redskaber, jeg
helt sikkert kan tage med mig.
Rasmus mener, han er kommet godt i gang, men der er stadig lang vej til det
liv, han gerne vil have.
- Mit mål er at arbejde mig tilbage til livet og få den fremtid, jeg virkelig
ønsker med mine børn. Måske kommer jeg til at kunne magte et deltids- eller
fleksjob, det må vi se. Jeg ved godt, at det ikke er en dans på roser. Det er
det ikke. Det er helt sikkert hårdt arbejde resten af mine dage, men det skal
nok gå. Jeg har endelig fået puffet lidt til ham, der stod og ikke ville lukke
lys ind i tunnelen.