Hjulsøgård Døgnbehandlingsfond - "Livets skole"

Forside

Maria

Mit liv er mit eget ansvar
 

Maria, 23, arbejder på at tage ansvaret for sit eget liv i stedet for alle andres.

Hendes opvækst har været præget af forældrenes vold og druk. Siden hun var 13 har hun fyldt sig med hash, amfetamin, kokain og extasy, og da faderen døde for tre år siden, blev stofferne hverdag.

Førte et dobbeltliv
- Jeg førte et dobbeltliv. Alle troede, at jeg havde styr på det. Familien anede ikke, at mit misbrug løb løbsk, fortæller Maria.

Hun søgte ambulant hjælp og fik psykologsamtaler.

- Det hjalp ikke. Men psykologen advarede mig om, at jeg ville blive skizofren, hvis jeg ikke holdt op med extasy. Jeg hørte stemmer og var meget angst, husker hun.

Psykologen indså, at den ambulante behandling ikke rykkede og foreslog Hjulsøgård. Det overraskede Maria.

Lidt kult-agtigt i starten
- Jeg mente, at kun ”rigtige” narkomaner kommer i døgnbehandling, og jeg så ikke mig selv som narkoman, fordi jeg ikke stak mig.

Hun takkede alligevel ja.

-  Da jeg blev afgiftet, måtte jeg ikke have min telefon, og det var et helvede. Jeg isolerede mig og grinte lidt af de andre, for det virkede altså kult-agtigt i starten, siger Maria.

Hun faldt dog hurtigt til og holder nu fire måneder senere af at støtte nye elever. Men hun ved, at lysten til at tage ansvar for andre kan være ødelæggende.

- Jeg vil helst bære min mor og mine søstre gennem livet. Mit ophold handler meget om at give dem ansvaret for deres liv og selv tage ansvaret for mig eget, forklarer hun.

Om et par måneder er det tilbage til Odense og uddannelsen som pædagog. Vennerne, hun tog stoffer med, er skrottet, og hun fortsætter i ambulant behandling.

Ikke bare helbredt
- Jeg glæder mig til at prøve mig selv af derhjemme. Jeg vil blive ved med at motionere og arbejde med mig selv. Jeg er jo ikke bare ”helbredt”, og jeg er blevet rådet til at gå i terapi i 2-3 år endnu. Jeg er blevet mere tolerant, og jeg arbejder med at håndtere og rumme de følelser, som jeg flygtede fra ved at tage stoffer. Nu ved jeg, at jeg ikke dør af at være ked af det.

 

 

 

 

Hjulsøgård • Hjulsagervej 20 • 6854 Henne • Tlf. 75 25 50 63